Til denne uges
konversationsmøde diskuterede vi navne. Vi kan ikke huske, hvordan vi kom ind
på det emne, men det resulterede i, at vi alle fik danske navne. Nogen af os
har meget typiske, finske navne, og de kan derfor ikke ”oversættes” direkte til
dansk, mens andre af os har navne, der fungerer på næsten alle sprog. Maria er
f.eks. stadig Maria, og Barbara hedder også Barbara på dansk, mens Saanamaria
nu bliver kaldt Annamarie på kurset. Vi, der skriver dette, er altså ikke Linn
og Annu, men Alice og Anna (med bred københavnsk udtale).
Systemerne
omkring navne er forskellige i Danmark og Finland. Kim synes, at vi finner har
mange fornavne sammenlignet med danske navne, hvor vi derimod synes, det er mærkeligt
at man kan have flere efternavne. Det kan være svært at vide, hvordan man
finder en danskers navn i telefonbogen (hvis man stadig bruger sådan
en...), fordi man ikke ved, hvilket
efternavn der kommer først.
Det, som mange af
os er skuffede over, er, at vores navne lader til at være for svære at stave
for mange. Vi er tit nødt til at stave vores navn f.eks. i telefonen, eller når
vi melder os til et eller andet. Anna har blandt andet heddet Sarlin, Särlin,
Farin, Ferlin, Sarin og Börlin til efternavn (og ingen af dem er altså rigtigt),
mens Alice er blevet kaldt Linda, Linnea, Lind eller Cind til fornavn (det sidstnævnte
dog kun på en konvolut).
Til sidst blev vi
inspireret af navneoversættelse og fandt på et mere ”finskklingende” navn til
vores danskunderviser og ønsker hermed hele konversationsgruppen og Kimmo Länsi
en god weekend!
Anna og Alice
P.S. Hvis du
gerne vil læse om Danmarks mærkligeste navne, så klik her.
